I 2025 vil over en halv million danskere lide af sukkersyge. Det er over dobbelt så mange som i dag, skriver blandt andet pol.dk. Dertil kan man så lægge hjertekarsygdomme, knogleskørhed, kræft og andre livsstilssygdomme.
Hvordan i alverden er vi nået dertil? Hvordan kan vores kostvaner i de seneste hundrede år være blevet så absurde, at vi rent faktisk er ved at æde os ihjel?
Kun en fanatiker takker nej
Jeg har engang læst om et engelsk eksperiment, hvor en gruppe småbørn i en periode blev præsenteret for en buffet med et stort udvalg af både sunde og usunde retter. Det viste sig interessant nok, at når børnene selv fik lov til at vælge, hvad de ville spise fra buffeten, var de over tid ubevidst i stand til at sammensætte en kost, der var optimal for dem.