Sønderjyderne læsker sig i kærnemælk, og vestjyderne kværner kommenost, mens københavnerne ikke vil sætte tænderne i nogle af delene. Det viste en undersøgelse, B.T. lavede i juli 2006.
Livsstilsekspert Christine Feldthaus udtaler i artiklen, at jyderne har smag for kærnemælk, fordi de er tættere på landet og har drukket det i flere generationer, mens den syrlige drik for hovedstadens indbyggere ikke scorer højt på listen over emner, der passer til deres image.
Jeg forbløffes gang på gang over undersøgelser, der viser, at ”maddialekter” lever i bedste velgående i et lille land som Danmark. Jeg synes, det er både fascinerende og fantastisk, at vores madvaner overlever, når for eksempel de sproglige dialekter udlignes mere og mere. Selv en simpel ret som jordbær med fløde har regionale forskelle i følge artiklen. Jyderne foretrækker den tykke piskefløde på 38 procent fedt, mens københavnerne hælder kaffefløde over bærrene.
Københavnerbirkes-fænomenet
Hvad skyldes det, at vi er så knyttet til de madvaner, vi har med hjemmefra? Jeg kan for eksempel ikke forestille mig, hvordan man kan lave kagemand af andet end brunsviger pyntet med slik, fordi jeg har været vant til det hjemme fra Fyn. Mit yndlingsrundstykke er en grovbirkes, som de laves på Fyn, hvor en thebirkes med remonce er et wienerbrødsfænomen i sig selv ved navn ”københavnerbirkes”. En artikel i Politiken fra marts 2007 omtaler en decideret thebirkesgrænse, der løber gennem Fyn og deler danskerne i jyske og københavnske thebirkeslejre. Dem med og dem uden remonce.
Uanset om ens hjerte bløder, når man bestiller en thebirkes og opdager, at der er remonce i, eller om man kun kender til wienerbrødsudgaven, synes jeg, det er fantastisk befriende, at vi stadig kan undre os over hinandens madvaner herhjemme i en tid, hvor vi bliver mere og mere ensrettede på mange andre områder.
april 9, 2008 at 7:48 pm
Ja, det er faktisk ret mærkværdigt, at der i et lille land som Danmark kan være så stor variation i betegnelser af samme fænomen, ja madkulturen i det hele taget. For som den nævnte undersøgelse viser, adskiller vi os nemlig også fra måden at bruge fødevareprodukter på. For eksempel har jeg hørt livvstilsekpert Jørn Duus i sine foredrag, hvor han taler om, at der løber en margarinegrænse gennem Danmark. Det er et stykke tid siden nu, men så vist jeg husker, skiller den groft sagt jyderne fra sjællænderne. I Jylland bruger man margarine – dyre olivenolier er for københavnersnobber. Omvendt vil den trendy københavner ikke røre oliens klamme gule brik af en fætter med en ildtang. Det er også jyderne på landet, der helst nyder kaffen friskbrygget fra pumpekaffekanden, mens kaffe i hovedstaden er noget, man helst indtager på en hip café. Og så må det for alt i verden ikke hedde kaffe, men latte, chai, espresso eller andet eksotisk.
Nok er det en skarp generalisering, men jeg har alligevel på fornemmelsen, at der er noget om snakken. Og hvorfor skulle det ikke være det? Jyderne har thebirkes med remonce, fynboerne har “franner med brunner” (har jeg ladet mig fortælle af en kyndig fynbo) og københavnerne har høje snegle (selv om alle jo ved, at det hedder jødekager…). Ja, kulturberigelse, vil jeg helt ublu kalde det. Hurra for forskellene.
april 21, 2008 at 11:08 pm
For slet ikke at nævne en bøfsandwich, som for nordjyder nærmest er overhældt med brun sovs og alverdens mærkværdigheder. For os andre er det bare ligesom en flæstestegs- eller frikadellesandwich på en pølsevogn…bare med bøf…tsk tsk.