Det er mors skyld « Mad er Mor

Vores smagspræferencer bliver allerede grundlagt, når vi som fostre ”smager” den mad, vores mor spiser. Det viser nyere forskning i følge Fødevarestyrelsen, der råder gravide til at spise varieret, for at deres børn ikke skal blive kræsne.

Dermed kan alle vel ganske bekvemt skyde enhver form for kulinarisk kræsenhed lige tilbage på mors tallerken. Jeg tillader mig derfor at erklære, at det må være min mors skyld, at jeg aldrig kommer til at sætte pris på peberrod og gedeost.

Bortset fra det er jeg meget glad for næsten al slags mad og derfor ofte ganske uforstående over for andre menneskers kræsenhed. Dels synes jeg, kræsne mennesker må have en fattigere tilværelse, men samtidig kan jeg godt forstå dem, for udsigten til at blive tvangsfodret med gedeost ville også få mig til at stejle. Derfor har jeg selvfølgelig også respekt for personer, der bare ikke kan klemme gorgonzola, rosenkål eller flødeskum ned.

Kunsten at være diskret

Men ét er at være kræsen. Det er åbenbart ikke noget, vi selv vælger at være, hvis vi skal tro forskerne. Noget andet er, hvordan vi håndterer vores kræsenhed. Eller rettere vælger at håndtere den. For som voksne vælger vi vel selv, om vi vil vise vores væmmelse ved bordet eller diskret gå uden om det, vi ikke bryder os om på den tallerken, der bliver serveret for os, uden at bringe værten i forlegenhed.

Personligt kender jeg flere personer, jeg vil karakterisere som særligt kræsne, og jeg må indrømme, at selvom jeg sætter pris på deres selskab, er det bare ikke altid en sand fornøjelse at servere mad for dem. Her mener jeg ikke mennesker, der ikke kan lide kaffe eller stærk chili, men personer som har både mild ost, tomater og alle slags fisk på hadelisten.

Dit, mit eller mors problem?

Dilemmaet er altid det samme: Skal jeg og de andre gæster tage særlige hensyn til deres madvaner, eller skal jeg servere det, jeg har lyst til, og så finde mig i at de levner allerede halvvejs inde i første portion og garanteret kaster sig over køleskabet, når de kommer hjem?

Af og til vælger jeg mulighed nummer to af ren og skær trods, ligesom jeg heller ikke håber, der er nogen i min omgangskreds, der tager særlige hensyn til, om jeg kan lide gedeost eller peberrod, hvis de har tænkt sig at servere det for alle gæsterne. Jeg fortæller mig selv, at det ikke er mit problem, hvis nogen ikke kan lide maden på grund af kræsenhed. For det er det virkelig ikke. Ligesom det heller ikke længere er deres mors problem.

Vinh Says:

april 8, 2008 at 7:54 pm

Og ansvaret for børnenes kræsenhed stopper ikke ved fødslen – forældre, der opdrager kræsne børn, udsætter deres børn for noget frygteligt.

For det første lader de børnene bestemme deres egen kost – hvordan kan man tro, at børnene selv ved bedst?

For det andet går børnene glip af fantastiske kulinariske oplevelser, bare fordi de ikke regner med at kunne lide det.

For det tredje er kræsne børn ikke så sjældent eller ugleset i Danmark, men i fattigere lande er det en af de værste fornærmelser ikke at spise den mad, der er sat på bordet.

Fy, forældre. Fy.

Line Schmidt Jensen Says:

april 8, 2008 at 9:04 pm

Hmmm… Her sidder jeg som et forholdsvist kræsent menneske – og får allermest lyst til at forsvare mine forældre.

Som jeg husker det, har de bestemt ikke ladet mig vælge min kost selv. Nogle af de mest bitre minder fra min barndom, er fra aftener, hvor jeg sidder alene tilbage ved bordet, fordi jeg ikke vil spise det, der er blevet lagt på min tallerken.

Det kan godt være, at nogle bliver kræsne, fordi de får et valg, men jeg vil gerne være beviset på, at man også kan blive det uden. Hvad det så skyldes, ved jeg ikke.
Jeg ved, at min mor spiser meget forskelligt, men selvfølgelig kan hun have spist meget lidt varieret under graviditeten – det skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld kan jeg sige, at der er nogle forskellige ting, vi ikke kan lide, og at hun vist ikke kan betegnes som kræsen.

Mon ikke det også tit har noget at gøre med, hvad vi forbinder maden med?
Om vi har en god oplevelse i det hele taget, når vi får den serveret første gang?